
Giardia (diarré)
Hvad er Giardia?
Giardia er en encellet parasit, der lever helt overfladisk tyndtarmen. Der kan være så mange at de nærmest danner et tæppe på overfladen af tyndtarmen. I tyndtarmen sker der opformering og når de udskilles med afføring sker det i et cystestadie. Cysterne er meget resistente og kan leve flere måneder under 10 graders celcius og flere uger ved stuetemperatur. Dyrene smittes ved at indtage noget der har været i kontakt med inficeret afføring.
Der findes flere undertyper af Giardia og de Giardia undertyper vi ser hos hunde og katte her i Norden er værstspecifikke dvs. de ikke smitter til mennesker. Der findes Giardia undertyper som kan smitte imellem katte, hunde og mennesker som findes i mere eksotiske lande.
Symptomer
Nogle hunde og katte har ingen symptomer mens andre har og det er ikke klarlagt hvorfor det er sådan. Det er oftest hvalpe og killinger der rammes hårdest, dyr med et dårligt immunforsvar eller dyr der lever tæt med mange andre dyr (fx opdræt). Det er sjældent at voksne raske katte og hunde har symptomer.
- Diarré ofte kronisk (ildelugtende, blød, slimet og lys)
- Oftest INGEN blod
- Vægttab
- INGEN feber eller opkast
- Normale blodprøver
Diagnosticering
Diagnosen stilles med en afføringsprøve. Da cysterne godt kan udskilles i bølger, er det sikreste at samle afføring fra 3 på hinanden følgende dage.
Behandling
Til behandling bruges antiparasitær medicin. Behandlingen gives i 5 dage. Hvis man har flere katte eller hunde, anbefales det at alle behandles. Der findes ingen vaccine mod Giardia.
Rengøring
Behandlingen effektiveres ved samtidig at vaske dyret (hvis muligt) med klorhexidin shampoo og efterfølgende føntørre specielt den bagerste ende af dyret (da Giardia cyster foretrækker et fugtigt miljø).
Grundig rengøring af omgivelserne og dermed udryddelse af cysterne, har længe været anbefalet for at undgå re-infektion. Nyere studier hvor der er blevet udført meget kontrolleret rengøring, har dog vist at det er umuligt at udrydde Giardia fra omgivelserne. Selvom dyrene blev effektivt behandlet og omgivelserne blev rengjort “lige efter bogen”, fik dyrene Giardia igen efter nogen tid. Lige meget hvor grundigt man gør rent så vil dyret altså med meget stor sandsynlighed få Giardia igen. Viakon S som har været anbefalet til rengøring af omgivelserne, er ikke effektivt overfor cysterne, men det er Klorin og Rodalon til gengæld.
Det anbefales dog stadig at rengøre beskidte overflader og overflader der har været forurenet med afføring grundigt med klorin.
Da det altså er umuligt at udrydde Giardia, bør man i stedet fokusere på at få dyret klinisk rask (ingen diarré) samt optimere dyrets tarmflora med probiotika og fiberrig diæt. Derfor anbefales det heller ikke længere at man laver en kontrol afføringsprøve.