De ældre katte får ofte nogle andre typer lidelser end de yngre dyr. Det typiske problem, som giver anledning til bekymring er først og fremmest vægttab. Der er flere årsager til vægttab. De hyppigste årsager er forhøjet stofskifte, nyresvigt og sukkersyge.
Desuden kan dårlige tænder være en underliggende årsag, idet smerter i mundhulen kan gøre, at kattene spiser mindre. Disse problemer vil kunne ses på en blodprøve og en klinisk undersøgelse.
Hvis katten har forhøjet stofskifte, vil den typisk være meget sulten (mere end normalt), men selv om den spiser meget, taber den sig. Denne problematik kan behandles med medicin, men behandlingen er livslang. Desuden vil behandlingen sænke blodtrykket, og hvis der er et skjult nyreproblem, vil behandling af forhøjet stofskifte kunne udløse andre problemer.
Hvis der derimod er tale om et nyreproblem, kronisk nyreinsufficiens eller nyresvigt, vil katten ofte drikke og tisse mere end normalt. Samtidig vil den ofte have kvalme og vil derfor ikke spise. På grund af nyrens funktion i opretholdelse af blodtryk og blodmængde, kan andre lidelser i form af forhøjet blodtryk og blodmangel ses.
Da nyresvigt kun ses når der er mindre end 20 % af normal nyrekapacitet tilbage, og nyrerne samtidig ikke kan regenerere, stiller denne diagnose en slet prognose. Dog vil de tidlige stadier med mindre udtalte symptomer kunne lindres med korrekt fodring og jævnlige behandlinger med testosteron-lignende stoffer (anabolske steroider).
Sukkersyge hos katte er, hvis man som ejer er indstillet på at behandle sin kat, muligt at få under kontrol. Det kræver dog på forhånd en vilje til give sin kat insulin i indsprøjtning 1-2 gange om dagen, samt at måle blodsukkeret med jævne mellemrum. Det største problem med disse katte er at få indstillet niveauet af daglig insulin. Indtil kattens sukkersyge er under kontrol, vil katten drikke og tisse mere end den plejer, samt tabe sig.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies og persondata mere information
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept